Ungdomspartierne fisker efter unge stemmer

I Favrskov Kommune er der kun opstillet få unge kandidater til det kommende kommunalvalg, og samtidigt er de unge vælgere svære at få på krogen. Alligevel arbejder kommunens ungdomspartier for at fange de unge under valgkampen.

Af: Signe Vind Krogh-Jensen

”Vi oplever, at mange unge ikke ved særligt meget om kommunalpolitik,” fortæller den 19-årige næstformand i DSU Favrskov, Daniel Dreisler, ”og det er et reelt problem, når unge ikke kender nogen i deres omgangskreds, som har sat sig ind i kommunalpolitik.”

DSU Favrskov er ungdomsafdelingen hos Socialdemokratiet i Favrskov Kommune og består af 18 medlemmer.

”Vi prøver at gøre de unge i Favrskov opmærksomme på, at vi findes. Det er ikke kun mænd over 50 år, som interesserer sig for lokalpolitik,” siger Daniel Dreisler.

Deciderede oplysningskampagner, der skal hæve stemmeprocenten blandt unge, er ikke på programmet. I stedet ligger fokus på, at få de unge til stemme på Socialdemokratiets kandidater.

Under kommunalvalget vil DSU Favrskov hjælpe moderpartiet med plakatophængning, og i løbet af de kommende uger vil de gå på gaden sammen med kandidaterne og snakke med vælgerne.

Den unge kandidat

Når borgerne i Favrskov Kommune skal sætte kryds 21. november, er der ikke mange unge navne på stemmesedlen. Faktisk stiller kun én helt ung kandidat op. Han hedder Emil Krabbe, er 20 år og stiller op for Socialistisk Folkeparti. Den næstyngste er 27-årige Camilla Borregaard, som er kandidat for Liberal Alliance.

Den unge kandidat Emil Krabbe har sabbatår efter gymnasiet og bruger en del tid på politisk arbejde. For 2,5 år siden var han med til at starte SF’s lokale ungdomsforening op, SFU Favrskov.

I år stiller han op som byrådskandidat, da han ønsker at sætte sit præg på Favrskov og gerne vil give de unge i kommunen en stemme i byrådet.

”Grunden til, at der ikke er flere unge, der stiller op, er nok, at kommunalpolitik ofte bliver set som tungt og kedeligt. De fleste unge har ikke erfaring med, hvor stor en betydning kommunalpolitiske beslutninger har for deres dagligdag,” forklarer Emil Krabbe, og fortsætter:

”Ja, kommunalpolitik kan til tider være tungt arbejde, men jeg er blevet taget rigtig godt imod. Og jeg bliver taget seriøst, selvom jeg ikke har været med så længe.”

Manglende viden

Ungdomspartierne i Favrskov Kommune vil gerne gøre de unge mere engagerede i kommunalpolitik, men de må kaste med lang line, for at trække de unges stemmer i land.

I SFU Favrskov arbejder man for at engagere unge og give dem en positiv opfattelse af kommunalpolitik. Ungdomspartiet laver arrangementer, der skal motivere unge til at sætte sig ind i politik. De har blandt andet haft deres tidligere landsformand, Nanna Bonde, ude og holde et oplæg om ungdomspolitik. Her deltog en god blanding af SFU’s medlemmer og andre unge, som ikke havde været med før.

Ifølge Emil Krabbe burde Favrskov Kommune gøre mere for at få fat i de unge. Han har også en plan over, hvordan det kan gøres.

”Kommunen bør lave intro-møder, hvor unge kan blive introduceret til kommunalpolitik. At sætte sig ind i politik kan være en stor mundfuld, men vi kan hjælpe med at gøre det mere overskueligt,” siger den unge kandidat.

Generelt har Emil Krabbe fokus på de unge vælgere, og han vil målrette sin valgkamp til at ramme der, hvor de unge er.

”Favrskovs unge har brug for en ung stemme i byrådet.”

Fra ung til ung

Selvom DSU ikke stiller nogen kandidat op for Socialdemokratiet i Favrskov, er moderpartiet stadig glade for sin ungdomsafdeling.

”Vi bruger vores ungdomsparti til at få fat i de unge i kommunen. Selvfølgelig vil vi også gerne selv snakke med de unge, men generelt set mener vi, at unge snakker bedst med unge,” forklarer Jørgen Nielsen, formand for Socialdemokraternes kredsbestyrelse i Favrskov Kommune.

”De unge vil helst lave noget, de kan gøre her og nu. De er ikke så meget for at binde sig til aftaler frem i tiden. DSU Favrskov er vældigt aktive på det praktiske plan, og det har vi meget fornøjelse af i valgkampen.”

Ifølge Jørgen Nielsen gør DSU et flot stykke arbejde, og han understreger, at det er vigtigt for et demokratisk samfund, at unge engagerer sig i politik. Det er de unge, fremtiden bygger på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *